Rejs til Spanien på jagt

Spanien er på alle måder et fantastisk land at rejse i. Der er selvfølgelig alle de kendte og stemningsfulde byer som Barcelona, Madrid og Sevilla, der er de kilometerlange sandstrande der trækker turister til ved Costa del Sol og Costa Brava, og om vinteren kan du endda stå på ski i Pyrenæerne. Spanien har fantastiske bjergkæder og smukke landskaber, som er værd at udforske, og derudover er det et fantastisk land, hvis det er skønt at gå på jagt. Spanien har nemlig den største variation af storvildt i Europa, så hvis du endnu ikke har besøgt Spanien i forbindelse med jagtrejser, så var det måske på tide at overveje dette.

Første stop på turen kunne være i bjergkæden Pyrenæerne. Gemsen, som også kendes under navnet chamois, er en type gedeantilope, som lever i bjerge mange steder i Europa, det vestlige Asien, og som også er indført i Argentina og New Zealand. I Spanien er der rigtig god mulighed for en god gemsejagt, da der her lever to underarter af gemsen: den pyrenæiske gemse, som jages i Pyrenæerne langs den franske grænse, og den kantabriske gemse, som jages nord for Madrid. Der er to jagtsæsoner, og de varierer alt efter hvilken underart, der jages.

Kendetegnende for gemsen er, at den har sorte og hvide aftegninger i hovedet. Både bukken og gemsen har flotte, bagudbøjede horn. Gemsen lever på de stejle bjergsider, hvor den står imponerende godt fast på de glatte sten med dens bløde klove. Om sommeren lever den over trægrænsen, men om vinteren rykker den længere ned mod skoven. En rimelig kondition er et plus på en gemsejagt, da jagten kan være udfordrende i de høje og fantastisk smukke bjerge.

Når man bevæger sig væk fra Pyrenæerne og den Iberiske Halvø og krydser middelhavet over til Mallorca, så er der nye og spændende jagtoplevelser i vente. På Mallorca, nærmere bestemt på den nordøstlige halvø Formentor, lever nemlig den træklatrende baleariske vildged. For at jage denne ged skal du være klar på en fysisk krævende jagt, da det er en traditionel spansk bjergjagt.

Vildgeden er rødbrun, og både hanner og hunner kan have flotte bagudvendte, spiralformede horn, men som oftest er det dog hannerne, der kan prale af dem. Jagtsæsonen finder sted hele året, så hvis du vil kombinere din jagtferie med en afsluttende badeferie, så er Mallorca et oplagt valg.

Et andet sted, du nemt kan kombinere en solferie med en jagtferie, er i det sydlige Spanien. I Spanien kan du jage 4 forskellige arter af ibex, og i det sydlige Spanien findes arterne i Sierra Nevada og Ronda. Jagten er en klassisk bjergjagt, hvor din værdige modstander er den sky ibex, som har skarpe og veludviklede sanser. Jagten starter om morgenen fra højden i omkring 1000-2000 meters højde, da bukkene ofte græsser i de lavere områder, og herefter venter en virkelig spændende jagt i det fantastiske terræn. Bukkene har kraftige, lyreformede horn, som bliver mellem 55-70 cm lange, og de vil være et flot trofæ fra en uforglemmelig jagtrejse.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *